http://www.fdz.dk/zoneterapi/zoneterapi-virker-men-paa-hvad/smerter-i-led-og-muskler/zoneterapi-gjorde-ung-kvinde-morfinfri/

Zoneterapi gjorde ung kvinde morfinfri

Kroniske smerter behøver man ikke at give op overfor. I flere tilfælde kan zoneterapi hjælpe

Zoneterapeuten kan i mange tilfælde afhjælpe smerter efter gamle skader. Det oplevede Marie Louise Nielsen, som havde stærke smerter efter flere operationer i håndleddet.

-Det er helt vildt, som zoneterapi har gjort en forskel. Emilys behandling betyder, at jeg har fået et liv. Det er fantastisk, at det ikke gør ondt, når jeg går herfra, siger Marie Louise Nielsen, der får zoneterapi hos Emily Nielsen i Middelfart.

I ni måneder levede bankassistenten fra Faaborg i et smertehelvede, efter at en gammel skade var brudt op igen. Hun brækkede venstre håndled under en skiferie, blev opereret flere gange og måtte opereres igen for en cyste ved håndleddet. Det gav så mange smerter, at hun på et tidspunkt tog 38 piller om dagen, blandt andet morfin.

Marie Louise Nielsen havde ingen anelse om, at zoneterapi kunne hjælpe, før en bekendt anbefalede zoneterapeut Emily Nielsen i Middelfart.

-Siden da er det gået fremad. Emilys behandling betyder, at jeg har et liv nu i forhold til, da jeg tog alt det smertestillende, siger Marie Louise Nielsen.

Blev pillefri

Forhistorien er den, at de mange operationer gjorde, at Marie Louise Nielsen fik en cyste ved håndleddet.

- Den fik jeg fjernet på et privathospital gennem en sundhedsforsikring. Der fulgte ingen genoptræning med, jeg fik bare besked på at holde den i ro og at gå til min egen læge ti dage efter for at få stingene fjernet. Jeg havde stærke smerter og kunne ikke bruge hånden, fortæller Marie Louise Nielsen.

En ny operation var nødvendig ovenpå den omgang. Denne gang på et offentligt sygehus, som satte ind med ergoterapi og genoptræning tre gange om ugen i en lang periode, hvor det gik fremad med små skridt.

Hun var så plaget af smerter, at hun i ni måneder nærmest levede i en døs. Hun fik morfin, måtte bo hjemme ved sine forældre og tog 38 piller om dagen.

Hun var sygemeldt to-tre måneder og arbejdede siden på deltid i en periode for at få tingene til at hænge sammen. Den første tid kunne hun ikke mere end at arbejde og sove. Hun er trappet ud af medicinen og blev pillefri i april.

Prøv en zoneterapeut

Marie Louise Nielsen fik anbefalet zoneterapeut Emily Nielsen af en bekendt, der var blevet kureret for smerter i ryggen.

-Han havde så ondt i ryggen, at han dårligt kunne stå ud af sengen, men han kunne selv gå fra behandlingen hos Emily Nielsen, og han sagde, at zoneterapi var så godt, og at det skulle jeg prøve. Jeg bor i Faaborg, og Emily har klinik i Middelfart, men jeg troede på anbefalingen, og det har jeg ikke fortrudt. Siden da er det gået fremad, siger Marie Louise Nielsen fra briksen hos terapeuten i Middelfart.

Til at begynde med fik hun zoneterapi hver uge, nu kommer hun cirka en gang om måneden. Hvis der, som i forbindelse med sommerferien, kommer til at gå en uge eller fjorten dage mere, begynder smerterne i håndleddet igen.

-Jeg har fået et liv

Hånd- og fodled er vanskelige at arbejde med, især efter brud, da sener og nervebaner kan være ødelagt, vurderer zoneterapeut Emily Nielsen. Hun havde den ekstra udfordring, at Marie Louise Nielsen tog morfin den første tid, og det slørede signalerne fra fødderne til kroppen. Så zoneterapeuten måtte prøve sig frem.

-Jeg skrev en grundig journal undervejs, for er der bare en lille smule, der virker, så gør jeg mere ud af netop det, siger zoneterapeut Emily Nielsen. På forhånd lovede hun ingen lindring, og der gik nogle gange uden den store effekt, siger hun, mens hun arbejder videre med Marie Louise Nielsens fødder.

-Nu er der hul igennem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det rykkede efter de første 5-6 gange, siger hun.

Slipper for smerter

Marie Louise Nielsen bekræfter, at behandlingerne virker:

-Det var modbydeligt med smerterne. Jeg kunne slet ikke finde ro nogen steder, havde en stikken og jagen, som blev endnu værre, når jeg brugte hånden, og det skulle jeg, så håndleddet ikke blev for stift. Nu har jeg meget begrænsede smerter. Jeg kan mærke, hvis jeg har overanstrengt hånden, men når jeg tager mine forholdsregler, er der ingen smerte overhovedet. Hun smiler:

-Emilys behandling betyder, at jeg har fået et liv, siger hun.

De første ti behandlinger blev betalt af sundhedsforsikringer. I en periode har Marie Louise Nielsen selv betalt behandlingerne, og nu, hvor der er gået over et år, får hun ti behandlinger mere, da det er kroniske smerter.